Hvordan er du stillet som forbruger i forsikringsselskaber?

Som forbruger vil man selvfølgelig gerne være på den sikre side, når man vælger forsikringsselskab. Det er en af de områder, hvor troværdigheden og tilliden til selskabet er alfa og omega. Men hvordan er vi stillet herhjemme, når det gælder forsikringsselskaber, og er der fordele i eksempelvis at vælge udenlandske selskaber?

I Danmark er forsikringsselskaber typisk medlemmer af forskellige instanser, som sikrer en kvalitet og en sikkerhed for forbrugeren. Du skal være obs på – hvis du eksempelvis vælger et udenlandsk selskab – hvilke forhold, der gør sig gældende der. Danske selskaber vil typisk være underlagt følgende ting:

Ankenævnet. Ankenævnet blev oprettet i 1975 og er stiftet af Forbrugerrådet og Forsikring & Pension. Det er kort fortalt et klagenævn, som du kan benytte dig af som privatperson, hvis du har været utilfreds med en forsikringssag. Det gælder, at langt de fleste forsikringsselskaber giver mulighed for, at man kan henvende sig til Ankenævnet.

Garantifonden. I Danmark er der ikke den samme bekymring om, hvorvidt et forsikringsselskab går konkurs, som var tilfældet tidligere. Det skyldes, at der i 2003 blev oprettet en fond, der skulle fungere som en sikkerhed for forbrugeren, hvis et selskab skulle gå hen at gå konkurs. Og navnet blev Garantifonden. Det skete efter, et større dansk selskab gik konkurs og efterlod mange danskere uden dækning og sikkerhed. Danske selskaber er ved lov medlem af Garantifonden.

Forsikring & Pension. Forsikring & Pension er en brancheorganisation, som forsikringsselskaber kan blive medlemmer af – det er altså kun virksomheder, der kan det, og ikke privatpersoner. Udenlandske selskaber kan blive info-medlemmer. Brancheorganisationen har 92 medlemmer.