Sælgeransvarsforsikring – har du styr på, hvad det er?

De fleste har hørt om ejerskifteforsikringer i forbindelse med boligkøb. Men har du hørt om sælgeransvarsforsikringer? Du har måske hørt om dem, men ved du til gengæld, hvad der dækkes? Bliv klogere på sælgeransvarsforsikringen her. Det er relevant, hvis du selv står og skal sælge bolig inden for en overskuelig fremtid.

På sin vis er sælgeransvarsforsikringen en pendant til ejerskifteforsikringen. Hvor sidstnævnte er en sikring for køber, er førstnævnte en sikring for sælger. Man kan så spørge sig selv, hvorfor en sælgeransvarsforsikring overhovedet er nødvendig, hvis køber har sin egen forsikring. For burde den ikke netop dække de forhold, som boligen måtte kræve?

Hvornår kan en sælgeransvarsforsikring blive relevant?

Den gængse forståelse er, at en sælger er fritaget for ansvar for den bolig, han eller hun fraflytter, når denne har 1) fået udarbejdet tilstandsrapport samt rapport om boligens el-installationer, 2) indhentet tilbud på en ejerskifteforsikring og præsenteret den til køber og 3) tilbudt at betale halvdelen af præmien.

Det er på sin vis også korrekt. Men der er stadig nogle forhold, som ejerskifteforsikringen ikke dækker, og som køber derfor kun kan få dækket ved at gå til sælger. Ejerskifteforsikringen dækker kun de ting, som er blevet undersøgt i forbindelse med tilstandsrapporten. Forhold som eksempelvis udendørs kloakstik- og ledninger (hvorvidt de er lovlige) og grundens forurening er ikke en del af tilstandsrapporten, hvorfor du som sælger stadig kan blive stillet ansvarlig for dette.

Sælgeransvarsforsikringen fås både til hus, ejerlejligheder og sommerhus. Den dækker, hvis du som sælger bliver dømt til at betale erstatning til køber. Produktet gælder for hele den 10-årige ansvarsperiode.