Udvidet ejerskifteforsikring

Udvidet ejerskifteforsikring – hvis du vil have større sikkerhed

Før vi snakker basis og udvidet, er det måske først og fremmest relevant at spørge, om du har helt styr på, hvad en ejerskifteforsikring er? Der er mange termer og ikke mindst mange former for forsikringer i branchen, hvorfor det kan være vanskeligt at finde rundt i, hvad de forskellige produkter dækker over.

En ejerskifteforsikring er til dig, der står og skal købe ny bolig – hvad end det er hus eller sommerhus. Forsikringen skal tegnes før overtagelsesdagen, og senest før at du får nøglerne udleveret. Det vil sige, før du har adgang til huset.

Hvorfor kan en ejerskifteforsikring være en god idé?

Grunden til, at du som køber kan få gavn af en ejerskifteforsikring, er, at den dækker skader, som ikke er beskrevet i tilstandsrapporten. Tilstandsrapporten er for mange det afgørende udgangspunkt, når det skal afgøres, hvor god stand et hus er i. Men det, som mange folk glemmer, er, at en tilstandsrapport ikke er 100 procent udtømmende. Den går ikke i dybden med husets ‘skjulte’ skader, hvilket ofte er dem, som kan koste aller mest i sidste ende. Skjulte bygningsskader, konstruktionsfejl eller ulovlige installationer er blandt de ting, som kan medføre en ubehagelig overraskelse for køber, og som kan være en dyr affære. Med en ejerskifteforsikring sikrer du dig imod sådanne skader.

Udvidet eller basis?

Ligesom de fleste andre forsikringer, er der forskel på graden af dækninger og tilvalg. I tilfældet med ejerskifteforsikringer gælder det, at du både kan købe en basis samt en udvidet. Forskellen ligger primært i, at en basisudgave dækker 5 år, hvorimod en udvidet ejerskifteforsikring løber over 10 år. Derudover dækkes der flere forhold, som ikke er medregnet i basis.

Hvorvidt du vælger en basis eller udvidet ejerskifteforsikring afhænger meget af, hvor sikker du vil være. Jo mere dækkende forsikring, jo mere tryghed kan du have i maven. Men det er meget individuelt, hvad folk synes er nødvendigt. Før du beslutter dig, er det en rigtig god ide at bruge tid på research. Læs grundigt om, hvad henholdsvis en basis og udvidet ejerskifteforsikring dækker over, og list dine egne krav og behov op.